Kidal, som er en by i det nordøstlige Mali, er kommet under landets juntaregerings kontrol igen.

Malis junta genvinder oprørsgruppers højborg i Sahel-regionen

Lyt til artiklen

Malis junta har genvundet den nordøstlige by Kidal, som ellers var en højborg for flere af landets oprørsgrupper fra tuareg-folket i regionen.

Det fortæller Assimi Goïta, Malis juntaleder, i en officiel udtalelse, som blev læst op på landsdækkende fjernsyn i Mali.

»I dag har vores væbnede styrker erobret Kidal«, lød det i udtalelsen.

Nyheden er blevet mødt med udbredte fejringer i landets hovedstad, Bamako.

En journalist fra det franske nyhedsbureau AFP fortæller, at vedkommende så dusinvis af mennesker på Uafhængighedspladsen i Bamako med maliske flag.

Regeringen i nabolandet Burkina Faso har også hilst nyheden velkommen og kalder det et ’afgørende’ øjeblik i kampen mod væbnede grupper i Sahel-regionen.

Oprørsgrupperne erkender i en officiel udtalelse, at man har tabt kontrollen med byen. Men de sværger at blive ved med at kæmpe.

CSP, en alliance af væbnede grupper primært bestående af folk fra tuareg-folket, siger, at man har trukket sig fra Kidal ’af strategiske årsager’.

Det kommer, efter at man ’i dagevis havde bremset (fjendens, red.) fremskridt ved at tildele dem store menneskelige og materielle tab’.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her