Hverken palæstinensiske fanger eller gidsler holdt af Hamas vil blive frigivet før fredag, siger Israels nationale sikkerhedsrådgiver, Tzachi Hanegbi, i en udtalelse fra Israels premierministers kontor.
»Forhandlinger om løsladelsen af vores fanger skrider frem og fortsætter hele tiden«, lyder det i udtalelsen.
»Starten af løsladelsen vil ske i henhold til den oprindelige aftale mellem parterne og ikke før fredag«.
Tidligere var det forventningen, at de første gidsler ville blive frigivet af Hamas torsdag. Det sagde Israels udenrigsminister, Eli Cohen, onsdag i et interview med en radiokanal, som den israelske hær driver.
Israel og Hamas har indgået en aftale om, at Hamas skal frigive mindst 50 gidsler fra Gaza, mens Israel skal løslade mindst 150 palæstinensiske fanger fra israelske fængsler. En del af aftalen er desuden, at parterne holder en pause i kampene på fire dage. Hvornår den træder i kraft, er endnu uvist.
Opdateres ...
ritzau
fortsæt med at læse




























