Ruslands præsident, Vladimir Putin, bliver inviteret til næste års G20-topmøde i Rio de Janeiro i Brasilien.
Det siger Brasiliens præsident, Luiz Inácio Lula da Silva, ifølge nyhedsbureauet Reuters mandag under et besøg i Berlin.
Der er imidlertid et ret markant aber dabei.
Den brasilianske præsident kan ikke garantere, at Putin ikke bliver anholdt som følge af en arrestordre udstedt af Den Internationale Straffedomstol (ICC).
»Bliver han anholdt, når han ankommer? Måske, måske ikke«, siger Lula ifølge nyhedsbureauet.
»Det vil retsvæsenet beslutte«, fortsætter Lula.
ICC har beskyldt Putin for ulovlige deportationer af børn i Ukraine.
Mens USA og Rusland ikke er tiltrådt Rom-statutten, som er det juridiske fundament for ICC, har Brasilien gjort det.
Derfor forventes det af Brasilien, at den russiske præsident bliver anholdt, hvis han kommer til landet.
Putin har kun sjældent forladt Rusland, efter at Ukraine blev invaderet i februar 2022.
G20 finder sted november næste år. Group of Twenty – eller G20 – er 19 af verdens førende industriøkonomier samt EU. Rusland er også iblandt.
ritzau
fortsæt med at læse




























