Vladimir Putin besøger Saudi-Arabien og Forenede Arabiske Emirater, og torsdag tager han imod Irans præsident.

Putin tager på sjælden udlandsrejse

Foto: Sputnik/Ritzau Scanpix
Foto: Sputnik/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Ruslands præsident, Vladimir Putin, rejser onsdag på besøg i Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater, oplyser den russiske regering. De Forenede Arabiske Emirater er lige nu vært for FN’s klimatopmøde COP28.

Det er en af Putins sjældne udlandsrejser, efter at han er blevet efterlyst af Den Internationale Straffedomstol (ICC) for krigsforbrydelser i Ukraine.

»Præsident Putin vil tage på et arbejdsbesøg i De Forenede Arabiske Emirater og Saudi-Arabien i morgen«, siger hans talsmand, Dmitrij Peskov, ifølge nyhedsbureauet AFP.

Han fortæller, at parterne skal drøfte gensidige relationer, konflikten mellem Hamas og Israel og international politik.

Torsdag, dagen efter Putins besøg i de to arabiske lande, kommer Irans præsident, Ebrahim Raisi, til Rusland. Ifølge den russiske regering er dagsordenen for Raisis besøg i Moskva endnu ikke færdig.

Rusland har i nogle år indgået i det samarbejde om olieeksport, der kaldes Opec+. Det er et oliekartel, der uden om markedet forsøger at styre prisudviklingen på olie. Det er et emne, der har stor russisk interesse. Landet er et af verdens største olielande. Men som samtidig er økonomisk presset af krigen i Ukraine og vestlige sanktioner. Blandt andet på eksport af olie.

Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Iran er blandt de 23 lande, der indgår i Opec+. Hverken Saudi-Arabien eller De Forenede Arabiske Emirater har ratificeret aftalen, der førte til oprettelsen af Den Internationale Straffedomstol.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her