Tre personer og den formodede gerningsmand er døde efter et skyderi i Las Vegas i delstaten Nevada onsdag.

Tre personer er dræbt i skyderi på universitet i Las Vegas

Lyt til artiklen

Tre personer er blevet dræbt i et skyderi i Las Vegas i den amerikanske delstat Nevada onsdag.

Det oplyser politiet i byen.

Tidligere onsdag oplyste myndighederne, at den mistænkte gerningsmand også er død. Det er fortsat uklart, om vedkommende blev skudt af politiet eller tog sit eget liv.

Skyderiet fandt sted på University of Nevada, der ligger i Las Vegas.

Vincent Perez, der underviser på universitetet, siger til mediet MSNBC, at han hørte mange skud, inden han søgte dækning.

»Jeg vil sige omkring syv, otte skud. Et efter et. Højt, meget højt, siger han.

»Så snart vi hørte det, løb vi indenfor, og det gik op for os, at det var et ægte skyderi, og at der var en person, der var i færd med at skyde, siger han.

Den del af universitet, hvor skyderiet fandt sted, ligger lidt mere end tre kilometer fra Las Vegas Strip, hvor mange af byens kasinoer ligger.

Der går mere end 30.000 studerende på universitetet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her