Margrethe Vestager får ikke posten som chef for Den Europæiske Investeringsbank. Det var på mange måder forventet ifølge Politikens EU-korrespondent, men det er alligevel surt for Vestager af flere grunde.

Margrethe Vestager vraget til europæisk toppost, og det er surt af flere grunde

Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

Margrethe Vestager får ikke post som chef for Den Europæiske Investeringsbank. Posten går i stedet til til Spaniens finansminister, Nadia Calviño, der har samlet tilstrækkeligt med opbakning blandt EU’s finansministre. Det skriver investeringsbanken i en pressemeddelelse.

Nadia Calviño har siden september været Vestagers hårdeste konkurrent til posten.

Umiddelbart inden det stod klart, at Calviño fik den magtfulde post, meddelte Margrethe Vestager, at hun trækker sig som kandidat og vender tilbage til EU-Kommissionen.

»I overensstemmelse med den danske regering har jeg trukket mig som deres kandidat til formandskabet for Den Europæiske Investeringsbank«, siger Margrethe Vestager i en skriftlig kommentar.

Vestager lignede oprindeligt det bedste bud på posten i kraft af sin store internationale erfaring fra EU-Kommissionen, hvor hun som ledende næstformand har spillet en fremtrædende rolle som EU-kommissær for konkurrence.

Nadia Calviño anses dog som velkvalificeret til posten og har i kraft af det spanske formandskab for EU været vært for møderne for EU-landenes økonomi- og finansministre i de seneste måneder.

Det er i denne ministerkreds, at beslutningen er blevet truffet.

»Jeg vil gerne takke den danske regering for at opstille mit navn. Jeg ønsker alle de andre kandidater held og lykke. Jeg vil også gerne takke alle dem, der har støttet mig i at reformere banken og gøre den mere strategisk, hurtigere og mere relevant«, siger Margrethe Vestager.

Hun har været på orlov fra EU-Kommissionen i de seneste måneder, men står ikke jobløs efter fredagens afgørelse.

»Jeg vil genoptage mine opgaver i Europa-Kommissionen«, siger Vestager.

Ritzau/Politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her