Civile palæstinenseres kamp for overlevelse og mod sult, tørst, sygdomme og en regn af kugler, granater og missiler bliver stadig mere desperat, i takt med at krigen æder sig ind på det sydlige Gaza.
Lige nu klumper flere hundredtusinde mennesker sig sammen på et lille stykke land langs Gazas sydlige kyst. At dømme efter de få beretninger og tv-reportager fra Al-Mawasi minder stedet mest om en losseplads med lidt spredt bebyggelse i en smal stribe golde klitter. Det er mange år siden, nogle beduinfamilier upåagtet levede deres liv her nogle få kilometer fra Gazas sydlige storby, Khan Younis.




























