Uenigheder i den amerikanske kongres om USA’s støtte til Ukraine har ikke undsluppet Volodymyr Zelenskyjs opmærksomhed.
Den ukrainske præsident slår mandag fast, at hvis der er nogen, der lader sig inspirere af de politiske uenigheder i Washington D.C., så er det Ruslands præsident, Vladimir Putin, og hans ’syge klike’.
»De ser deres drømme gå i opfyldelse, når der er forsinkelser«, siger Zelenskyj med henvisning til forsinkelser i støtten.
Ukraines præsident er mandag ankommet til USA, hvor han taler til amerikanske officerer på Det Nationale Forsvarsuniversitet.
Zelenskyj er på officielt besøg. Tirsdag skal han blandt andet møde præsident Joe Biden og den republikanske formand for Repræsentanternes Hus, det ene af Kongressens to kamre, Mike Johnson.
»I kan regne med Ukraine, og vi håber i lige så høj grad at kunne regne med jer«, siger den ukrainske præsident til forsamlingen på militæruniversitetet.
»Putin er nødt til at tabe«.
Siden Rusland invaderede Ukraine i februar 2022, har Ukraine i høj grad været afhængig af militær støtte fra USA og dets øvrige allierede.
Men strømmen af våben og penge fra USA risikerer at ebbe ud inden længe.
Således blokerede en gruppe republikanske senatorer i sidste uge for en anmodning fra Det Hvide Hus om en donation på 106 milliarder dollar til akut hjælp til primært Ukraine og Israel.
Republikanerne begrundede deres modvilje mod at støtte de to nære allierede med, at de ikke vil give grønt lys til donationen, hvis ikke Det Hvide Hus også går med til vidtrækkende reformer på integrationsområdet.
ritzau
fortsæt med at læse




























