Indbyggere i byen Grindavík var allerede evakueret, da vulkanen mandag aften gik i udbrud på Island.

»Det er ikke et turistudbrud, vi har med at gøre«: Vulkan går i udbrud nord for Grindavík i Island

Lyt til artiklen

Artiklen er senest opdateret kl. 2.40.

En række jordskælv har sent mandag sat gang i et længe ventet vulkanudbrud på den islandske halvø Reykjanes, som ligger syd for hovedstaden Reykjavik, oplyser Islands Meteorologiske Institut ifølge det islandske medie RÚV.

Vulkanolog Thorvaldur Thordarson siger til avisen Morgenbladet, at udbruddet ser ud til være indtruffet på det værst tænkelige sted.

»Der er superhøje faner af magma. Det er et gæt, men de højeste faner er sandsynligvis 150 meter. Det betyder, at lavaen flyder meget hurtigt ned fra krateret. Det er tæt på at være det værst tænkelige scenarie. Desværre«.

Páll Einarsson, professor i geologi ved Islands Universitet, nedtoner dog alvoren.

»Baseret på tidligere hændelser, er det ikke et godt sted at have et udbrud. Der er mange forskellige scenarier, som man har forestillet sig. Det er ikke det værste, men det er ikke godt«, siger han til RÚV.

En helikopter skal lokalisere den nøjagtige lokation samt fastslå udbruddets størrelse, skriver IMO på sin hjemmeside.

Islands Meteorologiske Institut har offentliggjort et kort over vulkanudbruddet, der viser, at sprækken i Jordens overflade nu vurderes til at være omkring 4 kilometer lang. Den sydligste del af sprækken vurderes desuden at være bare 2,5 kilometer fra Grindavík. Mængden af lava som strømmer fra vulkanudbruddet er mellem 100 og 200 kubikmeter i sekundet, hvilket er mange gange større end tidligere udbrud, oplyser Kristín Jónsdóttir, som er direktør for Islands Meteorologiske Institut til RÚV. Lavaen ser dog ud til at flyde mod nord, væk fra Grindavík, meddeler hun.

Borgmesteren i Grindavík, Fannar Jónasson, er overrasket over udbruddets timing. Men stedet, hvor udbruddet skete, overrasker ham ikke, siger han til RÚV:

»Det var dette sted, forskere havde udpeget som det mest sandsynlige sted for et udbrud. Tidspunktet var en overraskelse. Der var kommet ro på. Magmaens indtrængen under Grindavík var ikke længere aktiv og var begyndt at størkne«.

De omkring 4.000 indbyggere i fiskeribyen Grindavík, som ligger lidt syd for der, hvor vulkanen er gået i udbrud, blev allerede evakueret 10. november, efter at den første mistænkelige seismiske aktivitet begyndte at vise sig. Den nærliggende populære turistattraktion Den Blå Lagune, som er en samling af geotermiske bade, er desuden blevet lukket.

Ifølge RÚV var der op til udbruddet en række jordskælv i området. Det største målte 4,2 på richterskalaen, som beregner jordskælvs størrelse.

På YouTube kan man se en livestream af udbrud af lava på fjeldet Sýlingafell.

Politiet opfordrer folk til at blive væk

Víðir Reynisson, Islands politikommissær for beskyttelse af offentligheden, opfordrer folk til at holde sig væk fra området.

»Det er ikke et turistudbrud, vi har med at gøre«, siger han til RÚV.

Han siger desuden, at man endnu ikke ved meget om floden af lava.

»Vi kender ikke dens præcise lokation. Den lader til at flyde i alle retninger fra sprækken, som lader til at være ret stor. Sprøjtene af lava er ret høje, så det lader til at være et kraftigt udbrud i begyndelsen«, siger Reynisson.

Kristín Jónsdóttir fra Islandsk Meteorologiske Institut, siger, at udbruddet begyndte omkring klokken 22.20 i Island, som er en time bag Danmark, og at der er risiko for, at lavaen flyder til Grindavík.

»Det er tit sådan med udbrud som dette, at de er mest voldsomme i starten, og vi ser meget voldsom aktivitet lige nu. Vi holder tæt øje de næste timers tid«, siger hun til RÚV.

Reykjaviks internationale lufthavn, som ligger cirka 35 kilometer nordøst for vulkanudbruddet, er fortsat åben, og der er ingen afgange, som er blevet aflyst af udbruddet.

»I øjeblikket er der ingen forstyrrelser, hverken hvad angår afgange eller ankomster på Keflavik Lufthavn«, skriver lufthavnen på dens hjemmeside.

Reykjanes-halvøen har haft flere vulkanudbrud de seneste år i ikkebefolkede områder. Så sent som i marts 2021 begyndte lava at flyde fra en halv kilometer lang kløft bare 10 kilometer fra Grindavík.

Islands præsident, Guðni Th. Jóhannesson, sender sine hilsner til dem fra Grindavík og dem, der i øjeblikket arbejder med vulkanudbruddet.

»Det står endnu ikke klart, hvilket kaos det kan skabe, men lige nu læner vi os op ad vores videnskabsfolk og dem, som gennemfører aktioner og undersøgelser. Fremfor alt beskytter vi menneskeligt liv, men vi beskytter også strukturer efter bedste evne«, skriver han.

Også den islandske statsminister, Katrín Jakobsdóttir, takker på Facebook blandt andet de beredskabsarbejdere, der har hjulpet med at evakuere lokale, og som nu hjælper med at håndtere situationen.

»Vores tanker er som før hos lokalbefolkningen, vi håber på det bedste, men det er tydeligt, at det er noget af et brag. Det er vigtigt at give beredskabspersonalet plads til at udføre deres arbejde og at følge instruktionerne«, skriver hun.

Ritzau og Politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her