»Det er nødvendigt, at vi tænker nyt, hvis vi virkelig skal bekæmpe kriminalitet«, siger tidligere statsminister Magdalena Andersson.

Sveriges socialdemokrater vil have særlige mafialove

Politiet på gaden i Almgården i Malmø i søndags, efter at der var blevet affyret skud. En person skal være blevet kørt på hospitalet.  Foto: 50090 Johan Nilsson/tt/Ritzau Scanpix
Politiet på gaden i Almgården i Malmø i søndags, efter at der var blevet affyret skud. En person skal være blevet kørt på hospitalet. Foto: 50090 Johan Nilsson/tt/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

I Sverige vil Socialdemokraterna have skærpet kampen mod organiseret kriminalitet med en ny mafialovgivning, som skal være en svensk variant af USA’s lovgivning på området fra 1970’erne. Samtidig skal der ses på italienske love mod mafiaen.

»Det er nødvendigt, at vi tænker nyt, hvis vi virkelig skal bekæmpe kriminalitet. Så må vi gå efter lederne og deres penge. Bag alle skyderierne og brugen af sprængstoffer sidder der personer, som tjenester store penge«, siger den socialdemokratiske partileder og tidligere statsminister Magdalena Andersson.

Socialdemokraterna henviser konkret til den amerikanske mafialovgivning, som er kendt under forkortelsen RICO.

»Det er en offensiv lovgivning over for de kriminelle«, siger Andersson om lovene i Racketeer Influenced and Corrupt Organizations Act, som blev udviklet i 1970’erne i kampen mod mafialedere – også dem, som ikke selv havde begået kriminelle handlinger eller givet konkrete ordrer.

»Man fokuserer på mønstre og adfærd i netværk eller sammenslutninger. Det betyder, at man kan rejse anklager mod personer, som har begået andre forbrydelser for netværket«, siger en af af socialdemokraternes retspolitiske ordførere, Ardalan Shekarabi.

»Det er anvendt med succes i USA«, pointerer han.

Sverigedemokraterna efterlyste en RICO-lovgivning i Sverige allerede i 2012.

Sveriges regering, der ledes af de konservative i Moderaterna, vil kriminalisere deltagelse i kriminelle netværk. Men Shekarabi understreger, at Socialdemokrateres udspil er langt mere vidtrækkende end regeringens.

»Regeringens lovudspil bygger på en slags medlemskab, mens vi ser på selve strukturerne. Også dem, der ikke bygger på medlemskab. Der er behov for et meget bredere perspektiv, end det regeringen har«, siger Shekarabi.

I USA bruges RICO-lovgivningen også bredt. For eksempel i sagen mod tidligere præsident Donald Trump og 18 andre, der er tiltalt for forsøg på at omgøre valgresultatet i delstaten Georgia.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her