Rusland har gennemført et af de største luftangreb mod Ukraine. 12 er døde, og snesevis meldes såret.

Massivt angreb: Rusland meldes at have sendt 110 missiler ind over Ukraine i et af de største angreb i krigen

Lyt til artiklen

Artiklen er senest opdateret kl. 12.42.

Rusland har fredag morgen gennemført et massivt angreb på Ukraine med droner, hypersoniske raketter og krydsermissiler. Det har kostet mindst 12 mennesker livet og såret mange flere.

Der er tale om et af de største luftangreb på Ukraines byer siden krigens start for 22 måneder siden. Over 70 personer meldes såret.

Angrebet viser, at det ikke nytter at tale om våbenhvile med Rusland, hedder det i en erklæring fra det ukrainske udenrigsministerium ifølge AFP.

»Rusland overvejer ikke andre scenarier end den fuldstændige ødelæggelse af Ukraine«, konstateres det.

Præsident Volodymyr Zelenskyj oplyser, at Rusland har affyret 110 raketter. Men det er lykkedes at skyde de fleste ned.

»Rusland har i dag angrebet med alt, hvad de har i deres arsenal«, skriver han på det sociale medie Telegram

Flere byer er ramt

Ifølge Ukraines premierminister, Denys Sjmyhal, var de russiske angreb rettet mod kritisk infrastruktur og institutioner. I fire områder var elforsyningen ramt af de russiske angreb. Men også militære installationer er blevet ramt ifølge den ukrainske hær.

En række ukrainske byer har ifølge de foreløbige oplysninger været mål, heriblandt hovedstaden Kyiv, Lviv, Dnipro og Kharkiv. Senest meldes to personer dræbt og adskillige såret i havnebyen Odesa efter et russisk angreb mod en skolebygning.

I Dnipro er en fødeklinik og et butikscenter blevet angrebet, oplyser lokale embedsfolk.

»Næsten 15 er såret. Fire er dræbt«, oplyser den lokale guvernør, Serhij Lysak, ifølge AFP.

Lviv i det vestlige Ukraine blev ramt først på natten, og fredag formiddag er der nye meldinger om eksplosioner i byen. En person meldes dræbt i Lviv og tre såret, efter en raket har ramt en beboelsesejendom.

Den britiske premierminister, Rishi Sunak, siger, at angrebet viser, at præsident Vladimir Putin ikke vil lade sig stoppe i forsøget på at nedkæmpe demokrati og frihed.

»Vi vil ikke lade ham vinde. Vi må fortsætte med at stå sammen med Ukraine – i lige så lang tid, det varer«, siger han.

En talsmand for Ukraines luftvåben siger, at flere af de russiske angrebsvåben – hypersoniske raketter, krydsermissiler og ballistiske raketter – er meget vanskelige for det ukrainske luftværn at skyde ned.

De russiske angreb kommer få dage efter, at det lykkedes Ukraine at sænke et større russisk krigsskib på halvøen Krim.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her