Kabinepersonalet råbte til passagererne, at de skulle forlade flyet, mens et uhyggeligt, orange lysskær bredte sig uden for ruderne på fly 516 fra Japan Airlines. Den rystende scene blev filmet fra kabinen i flyet, som kolliderede med et fly fra den japanske kystvagt under landingen i Tokyo tirsdag.
Med en blanding af behændighed og held – en luftfartsekspert kaldte det »en mirakuløs bedrift« – lykkedes det besætningen at bringe samtlige 367 passagerer og 12 besætningsmedlemmer i sikkerhed i Tokyos Haneda-lufthavn. Det siger Japans transportminister, Tetsuo Saito. Fem medlemmer af kystvagten, som skulle deltage i hjælpearbejdet efter et jordskælv i det vestlige Japan, blev til gengæld dræbt. Kystvagtens fly var et mindre propelfly.




























