En ceremoni til minde om højtstående general i byen Kerman i Iran er blevet ramt af flere eksplosioner onsdag.

103 meldes dræbt i eksplosion ved mindeceremoni: Irans præsident lover at »finde og straffe gerningsmændene bag denne kujonagtige hændelse«

Ligposer med nogle af de i alt 95 dræbte ligger på gulvet på et hospital i Kerman i Iran. Foto: Sare Tajalli/Ritzau Scanpix
Ligposer med nogle af de i alt 95 dræbte ligger på gulvet på et hospital i Kerman i Iran. Foto: Sare Tajalli/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 21.42.

Dødstallet efter flere eksplosioner i Kerman i det centrale Iran fortsætter med at stige på fireårsdagen for den højtstående general Qassem Soleimanis død. 95 personer er konstateret døde som følge af eksplosionerne, oplyser landets sundhedsminister ifølge BBC. Derudover er 141 såret, skriver nyhedsbureauet AFP. Tidligere blev dødstallet oplyst til at være 103, men flere navne var fejlagtigt blevet registreret to gange, forklarer Irans sundhedsminister til BBC.

Byen Kerman ligger i det centrale Iran og har omkring en halv million indbyggere.

Soleimani blev dræbt i et amerikansk droneangreb 3. januar 2020. Han voksede op i netop Kerman-regionen og flyttede som ung til provinshovedstaden af samme navn. Onsdag skal mindst to eksplosioner være sket tæt på hans gravsted i byen Kerman, hvor en folkemængde holdt en mindeceremoni for den tidligere leder af Revolutionsgardens elitestyrke Quds.

Irans præsident, Ebrahim Raisi, fordømmer angrebet og advarer gerningsmændene om, at de snart vil blive stillet til ansvar.

»Vores kompetente sikkerheds- og politistyrker vil uden tvivl snart finde og straffe gerningsmændene bag denne kujonagtige hændelse«, siger Ebrahim Raisi i en officiel udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.

Modstridende meldinger om eksplosioner

Ifølge det semiofficielle medie Nournews eksploderede adskillige gasbeholdere på siden af den vej, der fører til gravstedet. Nyhedsbureauet Tasnim melder ifølge AFP imidlertid, at det var bomber, som blev detoneret på gerningsstedet. Tasnim henviser til anonyme kilder.

»Gerningsmændene bag denne hændelse detonerede angiveligt bomberne med fjernkontrol«, skriver Tasnim.

Redningsfolk fra organisationen Røde Halvmåne kan ses behandle sårede ved ceremonien på billeder bragt af stats-tv, skriver Reuters.

»Vores redningshold evakuerer de sårede«, siger Reza Fallah, som er leder af Røde Halvmåne i Kerman-provinsen.

»Men der er bølger af mennesker, som blokerer vejene«, fortsætter han.

Flere hundrede var mødt op til ceremonien.

Droneangrebet 3. januar 2020 på Soleimani fandt sted nær Bagdads lufthavn og blev udført på ordre fra USA’s daværende præsident, Donald Trump. Den højtstående militærleder var en af de mest magtfulde mænd i Iran. Hans begravelse trak millioner af iranere ud i gaderne.

Soleimani stod ifølge USA bag talrige angreb på amerikanske soldater i Mellemøsten og blev anset for at være den næstmest magtfulde mand i Iran efter landets øverste åndelige leder, ayatollah Ali Khamenei.

Hans begravelse for fire år siden trak millioner af iranere ud i gaderne.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her