Sverige vil være et pålideligt, solidarisk og engageret Nato-medlem, siger den svenske udenrigsminister.

Sverige kalder støtte til Ukraine det vigtigste i de kommende år

Sveriges udenrigsminister, Tobias Billström (M), på talerstolen på den årlige sikkerhedskonference ’Folk och Försvar’. Foto: Tt News Agency/Ritzau Scanpix
Sveriges udenrigsminister, Tobias Billström (M), på talerstolen på den årlige sikkerhedskonference ’Folk och Försvar’. Foto: Tt News Agency/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den primære udenrigspolitiske opgave for Sverige bliver i de kommende år støtten til Ukraine.

Det siger den svenske udenrigsminister Tobias Billström (M) på den årlige sikkerhedskonference ’Folk och Försvar’ søndag ifølge det svenske nyhedsbureau TT.

Netop Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, indledte konferencen med en tale via videolink.

Her takkede Zelenskyj Sverige for ’solidariteten med det ukrainske folk’ og nævnte, at han mener, at ’Europa har brug for en fælles våbenindustri’.

Billström siger videre, at Sverige kommer til at være et ’pålideligt, solidarisk og engageret Nato-medlem.’

Han understreger, at Sveriges kommende Natomedlemskab vil være den største ændring i svensk sikkerhedspolitik i over 200 år.

»Det betyder både et stort ansvar og nye muligheder for at styrke vores frihed og sikkerhed - ikke mindst for svensk diplomati«, siger Billström ifølge TT.

Sverige må ifølge udenrigsministeren regne med, at Rusland i en overskuelig fremtid vil udgøre en alvorlig trussel mod Sveriges og Europas sikkerhed.

»Vi skal være realistiske og tage udgangspunkt i - og forberede os på - en langsigtet konfrontation«, lyder det.

Ifølge Billström er den største mulighed for at begrænse Ruslands handlemuligheder stærk og vedvarende støtte til Ukraine.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her