Det er en anden udgave af Anders Behring Breivik, som nordmændene oplever i disse dage, hvor retssagen om hans søgsmål mod den norske stat er gået i gang.
Han laver ikke længere nazihilsen, når han træder ind i retslokalet, hvilket han har gjort ved tidligere retssager i både 2012 og 2016. Hans bevægelser er rolige, og iført sort jakkesæt og slips ligner den dømte massemorder en person, der nu forsøger at vække tillid – måske ligefrem sympati. Inden hvert retsmøde giver han høfligt hånd til de advokater, som han er oppe imod, og som repræsenterer den norske stat.




























