Sveriges Nato-ansøgning skal behandles, når det tyrkiske parlament tirsdag er samlet efter at have været på vinterferie, skriver Dagens Nyheter. Ifølge den svenske avis er det 42. og sidste punkt på dagsordenen.
Tyrkiet-kendere siger til det svenske dagblad, at det er sandsynligt, at en afstemning vil finde sted i løbet af dagen – eller i hvert fald er nært forestående.
»Det er meget lovende nyheder for den svenske regering«, siger Tyrkiet-kenderen Paul Levin til Dagens Nyheter.
»Antageligt finder en afstemning sted i dag, men selv om det ikke sker, så virker det som om, at den er nært forestående«, siger han.
»Det er vigtigt, at den allerede er kommet på dagsordenen allerede den første dag efter ferien. Det er meget positivt for den svenske regering«, understreger han.
Inden en afstemning om den svenske Nato-ansøgning kan finde sted, skal parlamentet gennem en række andre store sager – blandt andet krigen i Gaza. Det er derfor ikke sikkert, at en afstemning kommer til at finde sted tirsdag.
»Det giver fleksibilitet, at afstemningen, som vedrører Sverige, er placeret sidst på dagen«, pointerer Levin.
Det tyrkiske parlaments udenrigsudvalg godkendte sidst i december Sveriges ansøgning om medlemskab af Nato. Næste skridt er, at det samlede tyrkiske parlament stemmer om spørgsmålet.
Erdogan har anbefalet et ja
Hvis parlamentet stemmer ja til at lade Sverige blive medlem af forsvarsalliancen, skal det derpå godkendes af præsident Recep Tayyip Erdogan. Det er på forhånd ventet, at det også vil blive et ja i parlamentet.
I november sagde Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, at præsident Erdogan har anbefalet det tyrkiske parlament at stemme ja. Erdogans regerende parti, AKP, og dets allierede sidder på et flertal i parlamentet.
Både Finland og Sverige ansøgte om Nato-medlemskab i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022. Finland blev medlem i april i år. De to lande havde håbet at kunne blive optaget samtidig, men Tyrkiet modsatte sig svensk optagelse og krævede visse betingelser opfyldt.
Den tyrkiske regering mener, at Sverige huser og beskytter kurdiske grupper og personer, som Tyrkiet anser for at være terrorister. Erdogan har også koblet et ja til Sveriges Nato-anmodning sammen med sit ønske om at købe F-16-fly fra USA, skriver TT.
Alle medlemslande skal stemme ja, for at et nyt land kan optages i Nato. Ud over Tyrkiet mangler også Ungarn at tage stilling i sagen. Men det er Tyrkiet, der ses som den største sten på vejen mod svensk Nato-medlemskab. Nato består i dag af i alt 31 medlemslande – herunder Danmark.
ritzau
fortsæt med at læse




























