Mere end 150 personer blev mast ihjel i nattelivsdistriktet Itaewon i Seoul i oktober sidste år.

Seouls politichef er tiltalt i sag om halloweenfejring, der endte fatalt i en smal gyde

Næsten 160 mennesker mistede livet under en halloweenfejring i Sydkoreas hovedstad, Seoul, i 2022. Festen endte galt, da en stor folkemængde blev fanget  i en smal gyde.  Foto: Kim Hong-ji/Ritzau Scanpix
Næsten 160 mennesker mistede livet under en halloweenfejring i Sydkoreas hovedstad, Seoul, i 2022. Festen endte galt, da en stor folkemængde blev fanget i en smal gyde. Foto: Kim Hong-ji/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Politichefen i Sydkoreas hovedstad, Seoul, er blevet tiltalt for professionel uagtsomhed i sagen om en halloweenfejring, hvor knap 160 mistede livet, i byen i 2022.

Det oplyser anklagere i hovedstaden ifølge AFP.

29. oktober 2022 var titusindvis af mennesker - de fleste i 20’erne og 30’erne - ude for at feste i nattelivsdistriktet Itaewon.

Men natten tog en tragisk drejning, da folk strømmede ind i en smal, skrånende gyde mellem barer og klubber. Vægten af deres kroppe og mangel på kontrol af mængden betød, at mere end 150 blev mast ihjel.

Kim Kwang-ho, der er chef i Seouls politi, er tiltalt for professionel uagtsomhed, der har resulteret i personskade eller død, siger anklagerne i Seouls vestlige distrikt i en udtalelse fredag.

Som chef for politiet ’gjorde han ikke de nødvendige tiltag såsom at udsende en tilstrækkelig politistyrke og sikre passende befaling og overvågning’ på dagen for ulykken, lyder det i udtalelsen.

Ifølge udtalelsen skal han have været ’i stand til at forudse de potentielle farer’ ved overfyldning af nattelivsområdet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her