Tidligt mandag morgen lokal tid, har der været et jordskred i den kinesiske region Yunnan.

47 mennesker er blevet begravet i jordskred i Kina

Lyt til artiklen

47 mennesker er blevet begravet under et jordskred i den sydvestkinesiske provins Yunnan mandag.

Det oplyser kinesiske statsmedier.

Den statslige tv-kanal CCTV oplyser, at 18 hjem er blevet begravet i jordskreddet.

Jordskreddet fandt sted klokken 05.51 lokal tid mandag morgen.

Mere end 200 personer er blevet evakueret fra regionen ifølge CCTV.

Mediet oplyser, at myndighederne har iværksat en redningsindsats, der involverer 200 redningsarbejdere, dusinvis af brandbiler samt andet udstyr.

Det statslige nyhedsbureau Xinhua melder om, at antallet af landsbyboere, der er begravet i jordskreddet er ’ukendt’.

Billeder, der er delt på sociale medier af en lokal tv-kanal, viser redningsarbejdere i orange dragter og hjelme, der graver gennem bunker af kollapset murværk blandt høje snedækkede bjerge.

Xinhua oplyser, at myndighederne er i gang med at finde ud af, hvad der er sket.

Jordskred er ikke unormale i Yunnan, en kinesisk region, hvor stejle bjergkæder støder sammen med Himalaya-plateauet.

Kina har været igennem en række naturkatastrofer i de seneste måneder, nogle har været som følge af ekstreme vejrhændelser.

Over 20 mennesker døde, da voldsom regn udløste et jordskred nær byen Xi’an, der ligger i det nordlige Kina i august.

Og i juni dræbte et jordskred i Sichuan provinsen i det sydvestlige Kina 19 personer.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her