Sagen af blot en ud af mange mod Bayer-koncernen, som ejer virksomheden Monsanto bag sprøjtemidlet Roundup.

Amerikansk mand får milliarderstatning i Roundup-skandalesag

Foto: Mike Blake/Ritzau Scanpix
Foto: Mike Blake/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den tyske Bayer-koncern, som også ejer virksomheden Monsanto, skal betale erstatning på mere end to milliarder dollar til en mand, der angiveligt har fået kræft efter at have benyttet selskabets sprøjtegift Roundup, har mandens advokater oplyst fredag, skriver nyhedsbureauet Reuters. Beløbet svarer til mere end 15 milliarder danske kroner.

Manden er fra den amerikanske by Philadelphia i delstaten Pennsylvania i USA. Det er et nævningeting i samme by, der har truffet afgørelsen. Bayer-koncernen har i en udtalelse oplyst, at den er »uenig i nævningetingets kritiske dom, der strider med den overvældende vægt af videnskabeligt bevismateriale og verdensomspændende lovmæssige og videnskabelige vurderinger, og mener, at vi har stærke argumenter for at få denne dom omstødt og få den forfatningsstridige skadeserstatning elimineret«.

En række sager hænger over hovedet på Bayer, som dog på det seneste også har vundet flere sager. I alt har koncernen vundet 10 ud af 16 de seneste sager om brug af Roundup. Omkring 165.000 krav er blevet fremsat i USA mod virksomheden for personskader, angiveligt efter brug af Roundup.

Sprøjtemidlet blev en del af koncernens produktportefølje, da den i 2018 købte Monsanto for 63 milliarder dollar. Det svarer på nuværende tidspunkt til 432 milliarder danske kroner.

De fleste sagsøgere hævder, at produktet har givet dem lymfeknudekræft. Det er også den kræfttype, som manden i Philadelphia lider af. Bayer har sagt, at årtiers undersøgelser har vist, at Roundup og dets aktive ingrediens, glyfosat, er sikkert til menneskelig brug.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her