Efter måneders uro og åbenlys uenighed gjorde Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, torsdag aften alvor af sine trusler og fyrede sin forsvarschef, Valerij Zaluzjnyj, i det, der ligner en nyorientering af landets hårdt pressede militære ledelse.
Volodymyr Zelenskyj lagde på det sociale medie X et billede op med den nu tidligere forsvarschef, som han takkede for at have forsvaret Ukraine i de seneste to år. Ukraines præsident skrev samtidig, at det er tid til at forny Ukraines forsvar. Valerij Zaluzjnyj selv har ifølge det tyske nyhedsmedie Der Spiegel sagt, at der er truffet beslutninger om at ændre taktik og strategi.




























