Rusland hævdede søndag at have kontrol med Avdijivka. Nu hævder Rusland at have taget kontrol med koksværk.

Rusland hævder at have taget kontrol med koksværk i vigtig by

Foto: Stringer/Ritzau Scanpix
Foto: Stringer/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det russiske militær har taget kontrollen med koks- og kemikalieværket i den ukrainske by Avdijivka, hævder russiske statslige nyhedsbureauer mandag.

Det er sket, efter at det meste af byen weekenden over kom under russisk kontrol efter måneder med voldsomme kampe.

Rusland sagde søndag, at det havde taget kontrollen med byen, der ligger i Donetsk-regionen, men at ukrainske styrker havde forskanset sig på værket.

»Russiske flag blev hejst på de administrative bygninger på værket«, skriver det statslige nyhedsbureau Tass med henvisning til en udtalelse fra det russiske forsvarsministerium.

Det statslige nyhedsbureau RIA har offentliggjort en kort video optaget fra luften, der viser sporadiske sprængninger ved, hvad der ser ud til at være et industrianlæg.

Reuters har ikke været i stand til uafhængigt at bekræfte videoen eller meldingerne.

Avdijivkas fald er Ruslands største sejr i krigen, siden det erobrede Bakhmut i maj 2023, og sker næsten to år efter at Ruslands præsident, Vladimir Putin, iværksatte en krig ved at beordre en invasion af Ukraine.

Avdijivka, der havde en befolkning inden krigen på omkring 32.000, blev kortvarigt indtaget af russiskstøttede separatister i 2014, men blev senere generobret af ukrainske styrker, der byggede omfattende forsvarsværker.

Byen ligger omkring 15 kilometer nord for den russiskbesatte by Donetsk.

Inden krigen var koksværket, der stammer fra sovjettiden, blandt Europas største.

Ukraine har ikke umiddelbart kommenteret de russiske meldinger.

Lørdag sagde Oleksandr Syrskyj, der er forsvarschef i Ukraine, at hans styrker var rykket tilbage for at indtage mere sikre positioner uden for byen ’for at undgå at blive omringet og beskytte vores soldaters liv og helbred’.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her