Artiklen er opdateret kl. 21.35.
Krigen mod Rusland har kostet 31.000 ukrainske soldater livet, fortæller landets præsident, Volodymyr Zelenskyj, i sin første udtalelse om antallet af dræbte soldater, skriver AFP.
Dermed sætter præsidenten for første gang tal på, hvor mange ukrainske soldater der har mistet livet under den to år lange krig.
»31.000 soldater er døde i krigen. Ikke 300.000 eller 150.000 eller hvad end Putin og hans lyvende inderkreds hævder. Men hvert af disse tab er et stort tab for os«, siger Zelenskyj ifølge AFP.
Tabstallet på 31.000 soldater er ikke bekræftet af uafhængige kilder.
Udmeldingen om Ukraines tabstal kommer, dagen efter at landet markerede toårsdagen for Ruslands invasion. Hidtil har der floreret forskellige bud på, hvor mange der er dræbt i krigen. Det gælder både på den ukrainske og russiske side af krigen. Hvad angår Ukraines tab, vurderede en rapport fra en civil ukrainsk efterforskningsgruppe i november 2023, at mere end 30.000 ukrainske soldater var blevet dræbt i krigen. Få måneder forinden vurderede amerikanske embedsmænd dog over for New York Times, at tæt på 70.000 ukrainske soldater havde mistet livet.
Ekspert: Zelenskyj har meget at miste med udmelding
Det vil dog kunne koste Ukraines præsident dyrt, hvis det tabstal, han har lagt frem søndag, viser sig at være misvisende, siger militæranalytiker ved Forsvarsakademiet Jeanette Serritzlev.
Derfor vurderer hun, at tallet er troværdigt:
Tallet hænger formentligt meget godt sammen med virkeligheden. For det ville være en meget farlig kunst for Zelenskyj at komme med et tal, som efterfølgende viser sig slet ikke at holde. Hans troværdighed over for både det ukrainske folk og Vesten står på spil«.
Jeanette Serritzlev forsker blandt andet i, hvordan lande i krig bruger information og misinformation. Hun peger på en afgørende forskel mellem Ukraine og Rusland, som ifølge hende har betydning for, om man kan regne med de informationer, der bliver meldt ud.
»Ukraine er et reelt demokrati. Derfor har Zelenskyj og myndighederne brug for en anden form for legitimitet og troværdighed i borgernes øjne, end de russiske myndigheder har«, siger hun.
Med det sagt er der formentligt et stort mørketal og usikkerheder, der betyder, at det reelle tabstal er højere, tilføjer militæranalytikeren.
At Zelenskyj alligevel kommer med et tal kan handle om, at han gerne vil spille med åbne kort over for ukrainerne, siger Jeanette Serritzlev:
»Krigen går ind i sit tredje år nu. Zelenskyj har brug for at forny kontrakten med den ukrainske befolkning og sikre opbakning. Derfor lægger han tingene frem. Indtil videre har almindelige ukrainere kun haft de tal, der kommer fra Rusland eller fra efterretningstjenester i Vesten«.
Rusland har ikke offentliggjort oplysninger om, hvor mange soldater der er blevet dræbt i Ukraine. Journalister fra det russiske oppositionsmedie MediaZona og det britiske medie BBC’s afdeling i Rusland fastslog dog i januar på baggrund af åbne kilder, at mindst 42.284 russiske soldater er blevet dræbt i krigen. Rusland har ikke offentliggjort officielle oplysninger om, hvor mange af landets soldater der er blevet dræbt i Ukraine.
Det har under krigen været i Ruslands såvel som Ukraines interesse at mørklægge tabstallene, da denne type oplysning kan afsløre, hvor militært stærke eller sårbare de to lande er.
Kommer med ny appel til Vesten
Zelenskyj siger desuden på pressemødet i Kyiv, at udfaldet af krigen og de endelige tabstal afgøres af Ukraines allierede i Vesten.
»Hvorvidt Ukraine taber, hvorvidt det bliver meget svært for os, og hvorvidt der vil være et stort antal dræbte og sårede, afhænger af jer, vores partnere, den vestlige verden«, siger Zelenskyj ifølge AFP.
Ukraine har siden krigens begyndelse modtaget omfattende militær støtte fra primært Europa og Nordamerika. Alligevel har ukrainerne den seneste tid manglet ammunition, og landet har især øjnene rettet mod USA. Her afventer man Kongressens godkendelse af en donation til Ukraine på 60 milliarder dollar. Det svarer til knap 413 milliarder kroner. Hjælpepakken er godkendt af Senatet, men republikanere i Repræsentanternes Hus blokerer for den endelige godkendelse.
»Der er håb for Kongressen, og jeg er sikker på, at det (udfaldet, red.) bliver positivt. Ellers forstår jeg ikke den verden, som vi lever i«, siger Zelenskyj, der dog fremhævede Danmarks støtte.
»Lille Danmark er en kæmpe stat for os.«, sagde Zelenskyj ifølge DR.
»Jeg mødtes for nylig med Mette Frederiksen, vi mødtes i Lviv. Der, i Danmark, vokser den offentlige opbakning til Ukraine. Efter to års krig vokser den. Det er et meget stærkt land, som har valgt at være der for Ukraine, hvilket betyder, at de simpelthen er imod krigen,« tilføjede præsidenten.
Ifølge opgørelser fra FN har krigen kostet mindst 10.000 civile livet i Ukraine. Det vurderes desuden, at næsten 20.000 civile er blevet såret.
Ritzau
fortsæt med at læse


























