Partilederne i de to kamre i Kongressen i USA siger onsdag aften, at de er nået frem til en aftale, som forlænger finansieringen af en række forskellige dele af det amerikanske statsapparat.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Aftalen består af i alt 12 underaftaler, der udmønter penge til forskellige dele af det amerikanske statsapparat i finansåret 2024, som løber frem til oktober i år.
Der er ikke tale om aftaler for hele finansåret, men midlertidige aftaler, som holder sektorerne åbne, mens Kongressen forsøger at blive enig om aftaler for hele finansåret.
Den nuværende forlængelse stod til at udløbe lørdag.
Udløber aftalen, uden at der vedtages en ny, vil det resultere i problemer med udbetaling af løn til op mod fire millioner ansatte i den offentlige sektor.
En række aktiviteter som finanstilsyn og forskning ville desuden blive påvirket. Nationalparker ville også lukke.
ritzau




























