Alexander Stubb er fredag tiltrådt som Finlands nye præsident.
I sin tiltrædelsestale fremhævede Alexander Stubb, at finnerne lever i en usikker tid. Og at landet med sin tiltrædelse i forsvarsalliancen Nato står på tærsklen til en ny æra.
»Nu står vi på tærsklen til en ny periode«.
»Militæralliancen og Nato-medlemskabet betyder, at vi tog det sidste skridt ind i det vestlige værdifællesskab, hvilket vores republik mentalt har været en del af gennem hele sin uafhængighed, sagde Stubb ifølge Yle.
Finland ansøgte sammen med Sverige om at blive medlem af Nato efter Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022.
I april sidste år blev Finland optaget.
Alexander Stubb understregede desuden i sin tale, at finnerne - uanset truslen udefra - er et ’fredselskende folk’.
Finland har en lang grænsestrækning mod Rusland, hvilket gjorde det særligt presserende for landet at blive en del af Nato-alliancen, da Rusland iværksatte sin krig i Ukraine.
ritzau




























