Verdens vrede var til at se og føle, da chefen for præsidentens livgarde i Niger sidste år tog den præsident, som han havde viet sit liv til at beskytte, til fange. Flankeret af en stribe andre generaler udnævnte Abdourahamane Tchiani sig selv til ny leder på nationalt tv.
Den vestafrikanske union Ecowas truede med at invadere militært og genindsætte den demokratisk valgte præsident med magt. De lukkede grænserne og lod civilbefolkningen lide under mangel på mad, medicin og meget andet. EU og Frankrig stoppede få dage efter kuppet 26. juli den økonomiske bistand. Danmark og andre EU-lande fulgte efter.




























