Økonomer forventede en jobvækst i februar på 200.000 i USA uden for landbruget.

Jobvækst i USA slår forventningerne med 275.000 ekstra beskæftigede

Lyt til artiklen

Antallet af lønmodtagere på det amerikanske jobmarked uden for landbruget steg i februar med 275.000, fremgår det af en rapport fra USA’s beskæftigelsesministerium.

Rapporten er offentliggjort på ministeriets hjemmeside fredag.

Dermed kan man notere en større jobvækst i USA end ventet.

Amerikanske økonomer forventede således ifølge Reuters en stigning på cirka 200.000 beskæftigede. Tallet kendes også som ’kongetallet’.

Estimaterne rangerede fra 125.000 til 286.000.

Økonomerne vurderede desuden, at andelen af arbejdsløse ville ligge på 3,7 procent, hvilket ville være uændret i forhold til måneden forinden.

Andelen af arbejdsløse blev dog lidt højere og endte i februar på 3,9 procent.

Ifølge cheføkonom Allan Sørensen fra Dansk Industri kan man i lyset af beskæftigelses- og arbejdsløshedstallene tale om både gode og dårlige nyheder på jobmarkedet på den anden side af Atlanten.

Man bør dog ikke lade sig skræmme af de stigende arbejdsløshedstal, mener cheføkonomen.

»Jobvæksten i februar var højere end ventet, men samtidig var der en stor nedjustering af jobvæksten i de foregående måneder. Ledigheden er også højere end ventet«.

»Ledigheden i USA har holdt sig under fire procent i 25 måneder. Det er næsten 55 år siden, at amerikanerne sidst oplevede så lang en periode med så lav ledighed«, siger Allan Sørensen i en skriftlig kommentar.

Stigningen i antallet af lønmodtagere var i februar mindre end i januar, hvor der blev registreret yderligere 353.000 lønmodtagere uden for landbrugssektoren i USA.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her