Ny lov giver myndighederne i Texas mulighed for at anholde formodede illegale migranter.

Omstridt grænselov i Texas får grønt lys af USA's højesteret

Foto: Herika Martinez/Ritzau Scanpix
Foto: Herika Martinez/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Opdateret onsdag klokken 06.07

USA’s højesteret har tirsdag givet grønt lys til, at myndighederne i delstaten Texas kan begynde at implementere en omstridt grænselov.

Loven giver myndighederne tilladelse til at anholde og tilbageholde migranter, der mistænkes for ulovligt at have krydset grænsen mellem Mexico og USA.

Det skriver Reuters og det amerikanske medie CNN.

Dermed afviser højesteretten en anmodning fra præsident Joe Bidens forvaltning om at bremse loven. Loven giver Texas’ politibetjente beføjelser, der ellers tilfalder de føderale myndigheder.

Modstandernes argument er, at loven krænker den amerikanske forfatning og føderal lovgivning, da regulering af indvandring til USA normalt ligger hos den amerikanske regering.

Texas’ guvernør, republikaneren Greg Abbott, underskrev loven i december.

Han sagde i den forbindelse, at den var nødvendig, fordi Joe Biden ikke har gjort tilstrækkeligt for at beskytte Texas mod ulovlig indvandring.

»Bidens bevidste inaktivitet har tvunget Texas til at klare sig selv, lød det fra delstatens guvernør ifølge Reuters.

Loven bliver prøvet ved en føderal appeldomstol. Alligevel kan den efter højesterettens afgørelse træde i kraft med det samme.

Seks af højesterettens dommere er udpeget af republikanske præsidenter, mens tre er udpeget af demokratiske præsidenter.

De tre sidstnævnte stemte imod loven.

»I dag har retten bragt mere kaos og krise ind i håndteringen af indvandringen, skriver dommer Sonia Satomayer i en udtalelse, som også er underskrevet af dommer Ketanji Brown Jackson.

De er to af de tre dommere, der stemte imod loven.

Ifølge loven er ulovlig indrejse i Texas en forbrydelse, som kan udløse fra 180 dages fængsel op til 20 års fængsel.

Loven kræver, at delstatens domstole sender migranter tilbage fra Texas til Mexico. Og hvis ikke migranterne følger ordren, kan de straffes med fængsel.

Mexicos udenrigsministerium har delt en udtalelse, hvori den texanske lov beskrives som værende imod indvandring. I udtalelsen lyder det også, at loven vil føre til ’adskillelse af familier, diskrimination og etnisk profilering’.

»Mexico vil ikke acceptere - under nogen omstændigheder - hjemsendelser fra delstaten Texas, lyder det i udtalelsen ifølge Reuters.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her