USA’s udenrigsminister, Antony Blinken, har bedt flere landes udenrigsministre om at opfordre Iran til at afholde sig fra at rette angreb mod Israel, skriver nyhedsbureauet AFP.
I løbet af det seneste døgn har Blinken således talt i telefon med blandt andet sine kinesiske, tyrkiske og saudiarabiske kolleger. Det er sket for at »gøre det klart, at en eskalering ikke er i nogens interesse, og at lande bør opfordre Iran til ikke at eskalere«, siger talsperson for udenrigsministeriet Matthew Miller.
Blinken har også talt i telefon med Israels forsvarsminister, Yoav Gallant, »for at gentage vores stærke støtte til Israel over for disse trusler«, oplyser talspersonen.
I begyndelsen af april blev to generaler fra Irans Revolutionsgarde og en række andre personer dræbt i Syriens hovedstad, Damaskus, da diplomatiske bygninger tilhørende Iran blev bombet. Iran har sagt, at det vil hævne angrebet, som det giver Israel skylden for. Israel har ikke sagt, at det står bag angrebet.
Torsdag sagde Karine Jean-Pierre, som er pressesekretær i Det Hvide Hus, at USA har »advaret« Iran mod at fremsætte trusler mod Israel. Onsdag sagde den amerikanske præsident, Joe Biden, at USA’s støtte til Israels sikkerhed er »jernklædt« trods hans kritik af Israels ministerpræsident Benjamin Netanyahus ageren i krigen i Gaza.
USA har flere gange sendt offentlige opfordringer til Kina om at gøre mere for at adressere krisen i Mellemøsten – herunder at lægge pres på Iran, som støtter Hamas. Kina har som svar kritiseret USA for at være farvet af sin støtte til Israel.
Iran betragter Israel som en af sine største fjender og ser landet som en forlængelse af USA i Mellemøsten. Iran støtter desuden en række væbnede grupper, som bekæmper Israel i regionen.
ritzau
fortsæt med at læse



























