En række efterskælv har ramt Taiwan, efter at et jordskælv tidligere på måneden kostede 17 personer livet.

Myndigheder har øje på ustabile huse i Taiwan efter nyt jordskælv

Et hotel i byen Hualien i Taiwan har synlige skader efter efterskælvet tirsdag morgen. Foto: -/Ritzau Scanpix
Et hotel i byen Hualien i Taiwan har synlige skader efter efterskælvet tirsdag morgen. Foto: -/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Taiwan blev tirsdag morgen lokal tid rystet af flere jordskælv med en beregnet størrelse på henholdsvis 6,3 og 6, har myndighederne i landet oplyst ifølge nyhedsbureauet dpa. Jordskælvene kommer efter en række mindre rystelser den foregående dag.

Epicenteret tirsdag morgen kunne spores til 17,2 kilometer sydvest for byen Hualien, der ligger i østlige Taiwan. Kraftige rystelser kunne også mærkes i hovedstaden, Taipei.

En række efterskælv har ramt Taiwan i april, efter at et jordskælv tidligere på måneden kostede mindst 17 personer livet. Det havde en beregnet størrelse på 7,4 og betegnes som det kraftigste jordskælv i Taiwan i 25 år.

Ingen meldes omkommet efter tirsdagens seneste jordskælv, har myndighederne oplyst. Det oplyses dog, at to tomme bygninger, der blev beskadiget under jordskælv 3. april, bliver observeret af frygt for muligt kollaps.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her