Et russisk missilangreb har natten til onsdag ramt et beboelsesområde i den ukrainske storby Kharkiv.
Det oplyser Kharkivs borgmester, Іhor Terekhov, på beskedtjenesten Telegram.
Myndighederne er i færd med at kortlægge omfanget af skaderne og eventuelt tilskadekomne.
Det står ifølge public service-mediet Suspilne klart, at den civile infrastruktur er blevet ramt.
Angrebet kommer, efter at et stort tv-tårn i byen mandag brækkede over efter et muligt angreb.
På billeder og video fra den østukrainske by kan man se, hvordan toppen af tårnet brækker af.
Kharkiv, Ukraines næststørste by, havde et indbyggertal på 1,4 millioner inden Ruslands invasion. Det faldt kraftigt umiddelbart efter invasionen, men er steget igen.
Byen har været genstand for en række angreb den seneste måned.
Ukrainske embedsmænd har advaret om, at Rusland formentlig i de kommende uger vil forsøge at sætte hårdt ind for at tage mere land. Det kan inkludere områder tæt på Kharkiv.
Ukraine har i de seneste måneder bedt om yderligere luftforsvar fra vestlige allierede.
I weekenden blev der taget et afgørende skridt mod at sende mere amerikansk hjælp.
Her vedtog Repræsentanternes Hus - det ene af de to kamre i USA’s kongres - en våbenpakke på 60,84 milliarder dollar. Det svarer til 426 milliarder kroner.
Pakken skal også igennem Senatet og underskrives af præsident Joe Biden. Den ventes at blive vedtaget tirsdag lokal tid i USA.
ritzau




























