Offentlige tv-kanal er politisk aktivistisk siger regering. Modstandere frygter, det erstattes af propaganda.

Slovakiet fremlægger kontroversiel medielov: Vil nedlægge tv

Foto: Johanna Geron/Ritzau Scanpix
Foto: Johanna Geron/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Slovakiets regering har fremlagt en kontroversielt lov, som ifølge kritikerne vil betyde, at den nationale radio- og tv-station, RTVS, nedlægges og erstattes med en ny.

Premierminister Robert Ficos regering beskylder RTVS for at have været alt for optaget af ’politisk aktivisme’, skriver AFP og BBC.

Fico sagde onsdag til nyhedsbureauet TASR, at han forventer, at parlamentet kan stemme om medieloven i juni. Her har partierne i hans koalitionsregering flertal.

Oppositionen og Journalister uden Grænser siger, at Ficos regering vil bruge en tv-station i ny indpakning til propaganda. Slovakiet er medlem af EU.

»RTVS vil blive omdannet til et medie for misinformation, som udgiver regeringspropaganda«.

Modstandere frygter, at mediet vil blive brugt til at fremme en prorussisk fortælling om blandt andet krigen i Ukraine.

Flere private organisationer siger, at de vil kontakte EU-Kommissionen og Europa-Parlamentet og bede om deres støtte for at få stoppet medieloven, skriver Reuters.

Andrej Danko, den prorussiske leder af Det Slovakiske Nationalparti, der er en del af regeringen, siger, at den nye medielov er nødvendig.

Der skal gøres »noget ved den dybe socialisme, som er fremherskende i TRVS«, siger han.

Kulturminister Martina Simkovicova fra det stærkt højreorienterede Slovakiske Nationalparti vil få stor indflydelse på, hvem der skal sidde i bestyrelsen i en omdannet offentlig radio- og tv-station. Hun skal udpege fire af ni medlemmer. Resten udpeges af parlamentet.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her