To børn under 10 år blev fundet ilde tilredte i en bolig i svenske Södertälje. Uklart hvad der skete.

Svensk far kræves fængslet for drab på sine to børn

Foto: 10090 Claudio Bresciani/tt/Ritzau Scanpix
Foto: 10090 Claudio Bresciani/tt/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Den svenske anklagemyndighed har fredag begæret en far varetægtsfængslet på mistanke om at have slået to børn under 10 år ihjel tidligere på ugen i Södertälje uden for Stockholm.

Faderen og moren blev begge anholdt, da politiet tirsdag aften fandt de to børn ilde tilredte på en bopæl i byen.

Et varetægtsforhør mod den mistænkte far indledes klokken 11.00, skriver nyhedsbureauet TT.

Faderens forsvarsadvokat vil ikke kommentere sagen, før varetægtsforhøret er slut.

De to børn var en dreng og en pige, som ifølge det oplyste begge var under 10 år.

Det var en nabo, som ved 20-tiden tirsdag alarmerede politiet. Her kunne man hurtigt konstatere, at børnene var døde. Både faren og moren blev anholdt.

Moren blev løsladt torsdag og er ikke længere under mistanke for at have taget del i forbrydelsen, oplyser den svenske radioavis Ekot.

Den anholdte far blev på bopælen fundet med, hvad der af politiet beskrives som alvorlige skader. Men de nærmere omstændigheder ved forbrydelsen er fortsat uklare.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her