En amerikansk soldat er blevet anholdt i Rusland, hvor han er anklaget for kriminelle handlinger.
Det har USA’s militær oplyst mandag ifølge nyhedsbureauet Reuters.
En talsperson for det amerikanske udenrigsministerium bekræfter, at ’en amerikansk statsborger er blevet tilbageholdt i Rusland’.
»Vi gentager vores kraftige advarsler om den fare, der kan være for amerikanske statsborgere i Rusland. Amerikanske statsborgere bosat eller rejsende i Rusland bør rejse derfra omgående, som det er foreslået i vores rejseguide for Rusland«, lyder det fra talspersonen.
En unavngiven amerikansk embedsmand siger, at soldaten har været udsendt til Sydkorea.
En anden amerikansk embedsmand siger, at soldaten er blevet anklaget for at stjæle fra en kvinde. De taler begge under betingelse af anonymitet.
Det fremgår ikke, hvorfor soldaten befandt sig i Rusland og det fremgår heller ikke, hvor og hvad han angiveligt har stjålet.
USA’s militær har ikke givet yderligere oplysninger i sagen med henvisning til dens karakter.
Det amerikanske medie NBC News var de første til at fortælle om soldatens anholdelse.
Den russiske ambassade i USA har ikke umiddelbart kommenteret på sagen.
Den amerikanske præsident Joe Bidens regering har arbejdet på at få flere amerikanske statsborgere, som er fængslet i Rusland, løsladt. Det gælder blandt andre Wall Street Journals journalist Evan Gershkovich.
32-årige Evan Gershkovich er den første amerikanske journalist, der er blevet anholdt på grund af anklager om spionage siden Den Kolde Krig.
Han blev anholdt 29. marts sidste år. Både han, Wall Street Journal og den amerikanske regering benægter, at han er spion.
ritzau
fortsæt med at læse




























