Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har udskudt alle udlandsbesøg på grund af situationen i Kharkiv.
Det oplyser en pressesekretær ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Tidligere onsdag meldte myndigheder i Spanien og Portugal, at et besøg fra den ukrainske præsident var blevet aflyst - dog uden at der blev givet en begrundelse.
Den portugisiske tv-kanal CNN Portugal og andre medier erfarede allerede på det tidspunkt, at aflysningen skyldes den alvorlige situation i Ukraine, hvor Rusland blandt andet er rykket frem i Kharkiv-regionen.
Spaniens kong Felipe skulle have holdt reception for Zelenskyj fredag. Der skulle også være afholdt en middag til ære for den ukrainske præsident.
Det var også ventet, at Zelenskyj skulle underskrive en bilateral sikkerhedsaftale med den spanske premierminister, Pedro Sánchez.
Den spanske regering ønsker ikke at udtale sig af sikkerhedsårsager. Det spanske kongehus’ kalender er ifølge nyhedsbureauet AFP dog blevet opdateret. Mødet mellem Zelenskyj og kongen er fjernet.
En talsperson for den portugisiske regering bekræfter, at den ukrainske præsident har aflyst besøget. Men regeringen kommer ikke med en begrundelse.
Rusland iværksatte en offensiv i Kharkiv-regionen fredag. Siden har den russiske hær indtaget en række landsbyer i områder, som ligger tæt på Ukraines næststørste by, Kharkiv. Den ligger blot cirka 30 kilometer fra grænsen til Rusland.
ritzau
fortsæt med at læse




























