Artiklen er opdateret klokken 18.15
Den formodede gerningsmand bag skudangrebet på Slovakiets regeringschef, Robert Fico, er blevet anholdt.
Det oplyser Slovakiets præsident, Zuzana Čaputová, i en udtalelse, skriver nyhedsbureauet AFP.
»Politiet har anholdt gerningsmanden og vil snarest give flere oplysninger«, siger Čaputová.
Hun kalder skudangrebet for et ’angreb på demokratiet’.
Der er endnu ingen officielle oplysninger om den formodede gerningsmand.
Men flere slovakiske medier - herunder nyhedsmediet Dennik N - skriver, at der er tale om en 71-årig mand.
Robert Fico blev ramt af skud efter et regeringsmøde i den slovakiske by Handlová onsdag eftermiddag.
Ifølge et opslag på hans officielle Facebook-profil blev han ramt af flere skud.
Billeder fra gerningsstedet viser, at en mand bliver lagt i håndjern - tilsyneladende af civilklædte betjente.
Derudover viser en video fra stedet, at en mand, formentlig regeringschefen, bliver hastet ind på bagsædet af en bil af mænd klædt i jakkesæt.
Slovakiets regeringskontor har oplyst, at Robert Fico er blevet fløjet med helikopter til et hospital i byen Banska Bystrica.
Inden da blev han bragt til hospitalet i Handlová.
ritzau
fortsæt med at læse




























