Endnu en højtstående person i det russiske militær er blevet anholdt og anklaget for korruption. Denne gang er det Vadim Shamarin, som er souschef i Ruslands generalstab, som er blevet varetægtsfængslet. Han er mistænkt for at have taget imod bestikkelse, skriver russiske nyhedsbureauer.
Det er ifølge nyhedsbureauet Reuters fjerde gang inden for en måned, at en højtstående person i det russiske militær bliver anholdt. I april blev viceforsvarsminister Timur Vadimovitj Ivanov anholdt og senere fængslet. Han er mistænkt for at have modtaget omfattende bestikkelse.
Tidligere i maj blev Jurij Kuznetsov, som var chef for det russiske forsvarsministeriums personaleafdeling, anholdt. Han mistænkes for at have modtaget over syv millioner kroner i kontanter og andre værdier som led i bestikkelse.
Vedvarende arbejde
De mange anholdelser er en del af den største korruptionsskandale i det russiske regeringsapparat i mange år. Den seneste anholdelse er en del af et fortsat arbejde for at modarbejde korruption, siger Dmitrij Peskov, som er talsperson for Kreml, til journalister torsdag:
»Kampen mod korruption er et vedvarende arbejde. Det er ikke en kampagne, det er et konstant igangværende arbejde. Det er en integreret del af vores retshåndhævende myndigheders aktiviteter«.
Han ønsker ikke at kommentere på detaljer i forbindelse med den seneste sag.
Vadim Shamarin er souschef for den russiske stabschef, Valerij Gerasimov, der ikke selv er blevet anklaget for nogen forseelse, men som tidligere er blevet kritiseret for Ruslands militærs præstationer i Ukraine.
Tidligere i maj fjernede Putin 68-årige Sergej Sjojgu fra posten som forsvarsminister. I stedet blev tidligere førstevicepremierminister Andrej Belousov indsat som forsvarsminister. Modsat Sjojgu vil Belousov fungere som en civil – og ikke militær – forsvarsminister.
Udnævnelsen af Andrej Belousov, som ikke har militærerfaring, er blevet set som et forsøg på at effektivisere Ruslands krigsøkonomi og rydde op i korruption i forbindelse med militære udgifter. De seneste måneder har russiske styrker vundet terræn på slagmarken i Ukraine.
Putin meddelte sidste uge, at han ikke havde planer om at foretage ændringer i generalstaben, fordi »kamparbejdet« forløb succesfuldt.
ritzau
fortsæt med at læse




























