Drengen med de brune krøller ligger i løst snørede Nike-sko, sorte jeans og en afslappet sportstrøje. Hans øjne er lukkede. Mundvigene vender en anelse opad. Det er, som om han er lige ved at smile. Han ligner en helt almindelig teenager, der tager sig en lur. Men han sover ikke. Og han er på ingen måder almindelig.
Drengen, Carlo Acutis, er død. Det har han været siden 2006, hvor han blev ramt af leukæmi. Der gik 12 dage, fra han fik de første symptomer, til han sov ind. Han blev 15 år.