Et ubemandet kinesisk rumfartøj, som natten til søndag landede på Månens bagside, har tidligt tirsdag igen forladt Månen.
Det rapporterer det statslige kinesiske nyhedsbureau Xinhua ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Rumfartøjets sonde lettede fra Månen klokken 01.38 natten til tirsdag dansk tid.
Med sig har den jord– og stenprøver fra Månens bagside, som er den del af Månen, der vender permanent væk fra Jorden. Dem har den indsamlet i løbet af søndag og mandag.
Der er tale om missionen Chang’e-6, som sker med rumfartøjet ’Changzheng 5’. Det er Kinas største raket. Den blev opsendt 3. maj fra en base på øen Hainan.
Mission ventes i alt at vare to måneder.
Hvis den lykkes, vil Kina blive det første land, der har fået prøver retur til Jorden fra Månens bagside.
Ifølge mediet Beijing Daily har rumfartøjet efter indsamlingen af prøverne også placeret et kinesisk flag på Månens bagside.
Rumfartøjets sonde har med en boremaskine gravet prøverne frem og med en robotarm opsamlet og gemt dem.
Forskere har tidligere sagt, at der er et stort forskningspotentiale på Månes bagside, fordi kraterne her i mindre grad end på Månens forside er dækket af gammel lava.
De håber blandt andet, at prøver fra bagsiden kan kaste lys over, hvordan Månen og solsystemet blev dannet.
Chang’e-6 er den første af tre kinesiske missioner, som over de næste år skal bane vejen for, at Kina kan gennemføre en bemandet månelanding.
I 2020 lykkedes det ved ’Chang’e-5’-missionen at indsamle prøver på forsiden af Månen. Det var første gang i mere end fire årtier, at en sådan indsamling af prøver fra Månen blev gennemført.
Kina iværksatte sin første Chang’e-mission i 2007. Navnet Chang’e stammer fra en månegudinde i kinesisk mytologi.
ritzau




























