Nordkoreas leder markerer russisk nationaldag og hylder forholdet til Rusland før muligt Putin-besøg.

Kim Jong-un praler med usårligt bånd til Putin før muligt besøg

Foto: Vladimir Smirnov/Ritzau Scanpix
Foto: Vladimir Smirnov/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Nordkoreas leder, Kim Jong-un, siger, at hans land og Rusland er »usårlige soldaterkammerater« i en meddelelse til Ruslands præsident, Vladimir Putin, ifølge det nordkoreanske statsmedie KCNA.

Meddelelsen falder sammen med, at der er heftige spekulationer om et kommende besøg i Nordkorea fra netop Putin. Ifølge det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap kan et besøg potentielt finde sted i løbet af få dage, skriver Yonhap med henvisning til en højtstående embedsmand i det sydkoreanske præsidentkontor.

Ved en markering af Ruslands nationaldag siger Kim Jong-un, at hans møde med Putin sidste år løftede de to landes forhold op på et nyt niveau efter et »århundredlangt strategisk partnerskab«. Det var i den fjernøstlige del af Rusland, at Kim Jong-un besøgte Putin i et af sine meget sjældne besøg i udlandet.

Putin har en gang før besøgt Nordkorea. Men det var helt tilbage i 2000. Det var, kun få måneder efter at han var tiltrådt som præsident i Rusland. Dengang mødtes han med Kims far, Kim Jong-Il.

Den russiske avis Vedomosti skrev mandag, at Putin vil besøge både Nordkorea og Vietnam i de kommende uger. En embedsmand i Vietnam siger til nyhedsbureauet Reuters, at Vietnam-turen er planlagt til 19. og 20. juni, men endnu er det ikke blevet bekræftet.

Den russiske regering har tidligere udtalt, at Rusland ønsker at samarbejde med Nordkorea på »alle områder«. Men Rusland har ikke bekræftet besøget. Embedsmænd i USA og Sydkorea har beskyldt Nordkorea for at sende våben til Rusland som støtte til Ruslands krig i Ukraine. Det skal være sket til gengæld for teknologisk hjælp til det nordkoreanske atom- og missilprogram.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her