Sortklædte mænd har angrebet og pryglet en kandidat fra det EU-fjendtlige og indvandrerkritiske parti National Samling (RN) under den franske valgkamp, oplyser politiet.
Det sker på et tidspunkt, hvor der har været rapporter om overfald på politikere i flere EU-lande.
Herve Breuil, som er kandidat for Marine Le Pens Parti for National Samling (RN), blev overfaldet, da han førte valgkamp i industribyen Saint Etienne, nær Lyon, i det centrale Frankrig.
Angriberne var iført sort tøj og bar masker, oplyser det lokale politi.
Breuil blev indlagt efter overfaldet, men han ventes at blive udskrevet hurtigt.
Der blev registreret 2387 fysiske og verbale angreb eller forulempelser mod politikere i Frankrig i de første ni måneder af 2023.
Le Pen sagde, at angrebet var et udtryk for ekstrem vold under en demokratisk valgkamp.
»Det er udført af personer, der vil gøre alt for at sprede kaos«, sagde hun.
Præsident Emmanuel Macron udskrev valg til Nationalforsamlingen efter at hans parti blev slået stort ved valget til Europa-Parlamentet.
RN står til at vinde valget over den venstreorienterede koalition Den Nye Folkefront ved valget, som afvikles over to runder den 30. juni og den 7. juli.
ritzau
fortsæt med at læse




























