Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Op til franske parlamentsvalg har der været flere voldelige episoder, der menes at være politisk motiveret.

Topminister advarer om mulig uro i forbindelse med fransk valg

Foto: Bertrand Guay/Ritzau Scanpix
Foto: Bertrand Guay/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Forud for det franske parlamentsvalg advarer landets indenrigsminister, Gérald Darmanin, om potentielle uroligheder i Frankrig efter valget ifølge nyhedsbureauet dpa.

»På aftenen for den første valgrunde og uden tvivl også på aftenen for den anden valgrunde, når de endelige resultater offentliggøres, kan yderliggående venstreorienterede og højreorienterede kræfter anvende det til at skabe en form for kaos«, siger han til den franske tv-station France Info.

Parlamentsvalget afholdes over to valgrunder de to næste søndage.

Op til valget har der været flere eksempler på voldelige hændelser, der menes være politisk motiveret, skriver Reuters. Et medlem af partiet De Økologiske Grønne blev for nylig nikket en skalle på åben gade. Under overfaldet sagde hans overfaldsmand angiveligt, at »der er mere i vente, når Jordan Bardella vinder parlamentsvalget«.

Jordan Bardella er leder af det højreorienterede parti National Samling (RN), som gik markant frem ved EU-parlamentsvalget, mens præsident Emmanuel Macrons socialliberale parti Renaissance led et nederlag, der fik ham til at udskrive parlamentsvalg.

Få timer efter valgudskrivelsen overfaldt fire mænd en teenager i den franske hovedstad, Paris. Ved overfaldet overfusede de teenageren verbalt med homofobiske og transfobiske skældsord. Ifølge den franske anklagemyndighed har de fire mænd fortalt, at de er medlemmer af RN.

Det franske indenrigsministerium oplyser til Reuters, at det ikke opgør antallet af sådanne hændelser. Flere rettighedsorganisationer hævder dog, at der under valgkampen er sket en stigning i antallet af overfald motiveret af religion, seksuel orientering og politiske tilhørsforhold.

RN fører stort

Ved de to seneste meningsmålinger, der blev offentliggjort af instituttet Ifop og instituttet Harris fredag, står RN til mellem 34 og 36,5 procent af stemmerne. Samtidig står Macrons valgalliance Ensemble til omkring 20 procent af stemmerne, mens venstrefløjspartiernes valgalliance Den Nye Folkefront (DNF) står til mellem 28-29 procent af stemmerne.

Ved parlamentsvalget er Macrons præsidentpost ikke i spil. Hvem der er Frankrigs præsident afgøres hvert femte år ved et præsidentvalg. Derimod vil udfaldet af valget afgøre sammensætningen af Nationalsamlingen, og hvem der bliver ministerpræsident.

RN-lederen Jordan Bardella kandiderer til ministerpræsident. Han vil dog kun takke ja til den, hvis hans parti sikrer sig et absolut flertal ved valget, fortalte han sidste uge.

Det franske valgsystem adskiller sig markant fra det danske. I Frankrig er der flertalsvalg i enkeltmandskredse. Fra hver enkelt kreds vælges et medlem af Nationalsamlingen. Den kandidat, der enten i første eller anden valgrunde opnår over 50 procent af stemmerne, får mandatet.

Ifølge Brice Teinturier, der er vicedirektør for meningsmålingsinstituttet Ipsos, kan det ikke udelukkes, at RN ender med et absolut flertal i Nationalsamlingen efter 7. juli. I de seneste meningsmålinger står partiet til at at vinde mellem 220 og 260 af de 577 valgkredse.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her