Koalitionsregering består af fire højrefløjspartier - herunder Geert Wilders parti - og ledes af Dick Schoof.

Ny regering er taget i ed i Holland med eks-spionchef i spidsen

Foto: Remko de Waal/Ritzau Scanpix
Foto: Remko de Waal/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Syv måneder efter det seneste parlamentsvalg i Holland er landets nye højrefløjsregering tirsdag formiddag taget i ed.

Det skriver Reuters.

Valgets store vinder blev Geert Wilders fra Frihedspartiet. Den stærkt indvandringskritiske politiker er ikke selv en del af regeringen, men det er flere af hans partifæller.

I spidsen for den nye regering står Dick Schoof. Han er tidligere chef for den hollandske efterretningstjeneste AIVD og har senest været generalsekretær i det hollandske justits- og sikkerhedsministerium.

Schoof er ikke valgt til parlamentet og er desuden partiløs.

Regeringen består af Frihedspartiet og tre andre konservative partier: Folkepartiet for Frihed og Demokrati (VDD), det relativt nye parti Ny Social Kontrakt (NSC) og protestpartiet Bonde-Borger-Bevægelsen (BBB).

Geert Wilders parti blev det største ved parlamentsvalget i efteråret. Alligevel måtte han efter måneders forhandlinger erkende, at der ikke var opbakning til, at han blev ny premierminister.

Den afgående premierminister er Mark Rutte, som bliver ny generalsekretær for forsvarsalliancen Nato.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her