Opdateret 18:20.
Mindst 116 personer blev trampet ihjel, da der tilsyneladende opstod panik blandt deltagerne ved et religiøst arrangement i delstaten Uttar Pradesh i det nordlige Indien tirsdag.
Det oplyser de lokale myndigheder ifølge den indiske tv-station NDTV.
Tidligere oplyste det lokale politi til Reuters, at cirka 60 var omkommet, og at man frygtede, at antallet af omkomne ville stige.
Ulykken skete under en hinduistisk fejring i byen Hathras, der ligger i distriktet af samme navn i delstaten Uttar Pradesh. Byen ligger cirka 140 kilometer sydøst for Indiens hovedstad, New Delhi.
Delstatsminister Yogi Adityanath har bedt politiet om at iværksatte en efterforskning af ulykken.
En lokal embedsmand, Ashish Kumar, siger ifølge Reuters, at årsagen til ulykken var, at der var for mange til stede ved fejringen.
Da folk forsøgte at forlade området, gik det så galt, siger embedsmanden.
Til mediet India Today siger et unavngivet vidne, at der var en smal udgang det sted, hvor ulykken skete:
»Da vi forsøgte at komme ud mod en mark, udbrød der pludselig tumult, og vi vidste ikke, hvad vi skulle gøre«.
Indiens præsident, Droupadi Murmu, udtrykker sin medfølelse med ofrenes familier.
»Nyheden om de mange omkomne, herunder kvinder og børn, i ulykken i Hathras-distriktet i Uttar Pradesh er hjerteskærende. Jeg udtrykker min dybeste medfølelse med dem, der har mistet familiemedlemmer, og beder til, at de kvæstede hurtigst muligt må komme sig«, skriver Droupadi Murmu på det sociale medie X.
ritzau
fortsæt med at læse




























