Orkanen ’Beryl’, der mandag har nået Texas med voldsom vind og skybrud, har kostet mindst tre personer i den amerikanske delstat livet.
Dertil er motorveje blevet oversvømmet, mere end 1300 flyafgange er blevet aflyst, og omkring 2,7 millioner huse og butikker er uden strøm.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
Samtidig har orkanen mistet styrke, og ’Beryl’ kategoriseres nu som en tropisk cyklon. Det oplyser Det Nationale Orkancenter i USA (NHC) natten til tirsdag dansk tid.
Kategori et omfatter orkaner med vindhastigheder på mellem 119 og 153 kilometer i timen. Orkaner inddeles i fem kategorier af de amerikanske myndigheder - kategori et er det laveste trin.
En tropisk cyklon er endnu et trin ned af styrkestigen.
Orkaner rammer normalt Texas senere på sommeren. ’Beryl’ er den tidligste sommerorkan, der er gået i land i delstaten i næsten 40 år.
’Beryl’ gik i land nær Matagorda-stranden sydvest for storbyen Houston som en kategori et-orkan.
En 53-årige mand og en 74-årig kvinde mistede mandag livet i to forskellige ulykker, da træer væltede ned i deres huse nær Houston.
En tredje person, hvis alder og køn ikke er oplyst, mistede livet på vej til arbejde i Houston, da vedkommende druknede i en tunnel.
Samtidig er skoler blevet lukket midlertidigt, flyselskaber har aflyst flytrafik, og lokale myndigheder har beordret evakuering af flere mindre byer ved stranden ved Texas’ kyst.
Ifølge NHC risikerer ’Beryl’ at medføre tornadoer i både Texas, Louisiana og Arkansas.
Inden den nåede USA, hærgede orkanen i Jamaica, Grenada, Saint Vincent og Grenadinerne og Mexico. Her døde mindst 11 personer.
ritzau




























