Mandag varslede NSEU en tre dage lang strejke med en advarsel om en mulig forlængelse.

Samsung-ansatte i Sydkorea fortsætter strejke på ubestemt tid

Foto: Jung Yeon-je/Ritzau Scanpix
Foto: Jung Yeon-je/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Medlemmer af den Nationale Fagforening for Ansatte i Samsung Electronics i Sydkorea (NSEU) vil gå i strejke igen - denne gang uden en udløbsdato.

Det oplyser fagforeningen på sin hjemmeside natten til onsdag dansk tid ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Mandag varslede NSEU en tre dage lang strejke, men advarede allerede her, at fagforeningen var parat til at tage den et skridt længere.

Strejken onsdag kommer, efter at virksomhedens ledelse ikke havde ’vilje til dialog’ efter første strejke, lyder det i en udtalelse fra fagforeningen ifølge nyhedsbureauet AFP.

Billeder viste her, hvordan adskillige utilfredse ansatte gik på gaden i byen Hwaseong.

NSEU har omkring 28.000 medlemmer, som udgør cirka en fjerdedel af hele Samsung Electronics’ medarbejderstab i Sydkorea.

Samsung Electronics er en global producent af blandt andet mobiltelefoner og halvledere.

Medarbejderne kræver med strejken, at techgiganten forbedrer sit system for udbetaling af økonomiske bonusser, som de ansatte kan modtage som følge af gode præstationer.

De kræver også, at medarbejderne får en ekstra fridag om året.

Samsung er Sydkoreas største private selskab, og alene datterselskabet Samsung Electronics har flere end 100.000 ansatte i landet.

Samsung er desuden det største chaebol i Sydkorea.

Chaebols henviser til store, familieejede konglomerater, der spiller en central rolle i landets økonomi og politiske landskab.

Det stod mandag ikke klart, hvor mange af fagforeningens medlemmer der ville deltage i strejken.

I sidste uge lød det fra Lee Hyun-kuk, som sidder i fagforeningens ledelse, i en video på YouTube, at flere strejker kunne være på vej.

Hvis ikke medarbejderens krav bliver ’hørt’, kan de igen gå i strejke, lød det.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her