Storbritanniens nye Labour-regering dropper den forrige regerings plan om at sende asylansøgere til Rwanda. Det kan betyde, at en milliardinvestering er tabt.

Storbritannien dropper Rwanda-aftale - og må samtidig vinke farvel til milliarder: »Tilbagebetaling var aldrig en del af aftalen«

Foto: Jean Bizimana/Ritzau Scanpix
Foto: Jean Bizimana/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

De konservatives deroute ved det britiske parlamentsvalg for en uge siden betyder, at Storbritanniens plan om at sende asylansøgere til Rwanda er revet i stykker.

Arbejderpartiet Labour har overtaget regeringsmagten efter de konservative. Den nye premierminister, Keir Starmer, har allerede sagt, at Rwandaplanen er ’død og begravet’.

De konservative arbejdede i flere år på at indføre en ordning, hvor migranter, der kommer til Storbritannien og søger asyl, skulle flyves til Rwanda for at få sagen behandlet i det afrikanske land.

Det skulle afskrække potentielle asylansøgere fra at rejse til Storbritannien.

De første fly med asylansøgere blev standset af sagsanlæg ved domstolene. Der nåede aldrig at blive fløjet så meget som én asylansøger til Rwanda.

Labour havde bebudet, at en Labour-regering ville aflive planen og i stedet skærpe kontrollen ved de britiske grænser.

Aftalen mellem den konservative London-regering og Rwanda blev annonceret i april 2022.

Briterne ville betale Rwanda for at huse og behandle asylansøgerne, der blev fløjet ned på den anden side af ækvator fra Storbritannien.

Briterne sendte allerede inden den første asylbehandling et stort beløb til Rwanda.

Nyhedsbureauet AFP skriver, at det drejer sig om 240 millioner pund, godt 2,1 milliarder kroner.

De penge er stadig i Rwanda, og det tyder på, at de ikke sendes retur.

For der er tilsyneladende ikke en klausul i aftalen om tilbagebetaling af pengene, hvis aftalen droppes.

»Aftalen, som vi underskrev, siger ikke noget om tilbagebetaling«, siger Alain Mukuralinda, vicetalsmand for Rwandas regering, til det afrikanske lands stats-tv.

»Lad mig sige det tydeligt: Tilbagebetaling var aldrig en del af aftalen«.

Aftalen fra 2022 blev testet ved domstolene, men tidligere i år blev de sidste hindringer fjernet.

Daværende premierminister, Rishi Sunak, fik gennemført lovgivning, der fastslår, at Rwanda er et sikkert land for asylansøgere.

»Sagen blev behandlet i parlamentet og endte med at blive en traktat mellem to lande. I en traktat er der en klausul om at træde ud«, siger Mukuralinda.

Rwandas præsident, Paul Kagame, sagde også i januar i år, at de britiske penge »kun bruges, hvis folk kommer. Kommer der ingen, kan vi sende dem tilbage«.

Men han tydeliggjorde senere sin udtalelse med den tilføjelse, at »vi er ikke forpligtet til« at sende penge tilbage, skriver AFP.

I øvrigt er sagen ikke slut ved de britiske domstole. Reuters skriver, at tre asylansøgere, der stod over for at blive fløjet til Rwanda, nu har droppet deres sagsanlæg mod den britiske regering. Det skete tirsdag.

Men velgørenhedsorganisationen Asylum Aid opretholder sin sag, hvor den kræver, at regeringen skal skrotte Rwanda-planen.

For ifølge Asylum Aid er det formelt ikke sket endnu, blot fordi Starmer siger det.

Ifølge Reuters siger indenrigsministeriet i retsdokumenter, at ’der er ikke udsigt til at flytte asylbehandling til Rwanda inden for overskuelig fremtid’.

Men regeringen siger også, at den nu har brug for tid til fuldt ud at udvikle sin egen asylpolitik.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her