Flere medlemmer af Repræsentanternes Hus har vendt Biden ryggen, og donorer holder igen på millionerne.

Medie: Kongresmedlem bad Biden trække sig på onlinemøde med ham

Lyt til artiklen

Yderligere to demokratiske medlemmer af Repræsentanternes Hus har fredag opfordret USA’s 81-årige præsident, Joe Biden, til at trække sig og lade yngre kræfter komme til.

Netmediet Politico skriver, at en af de to - Mike Levin - på et onlinemøde fredag sagde direkte til Biden, at en anden burde lede partiet.

Kort efter blev mødet rundet af, skriver Politico.

Mediet har sine oplysninger fra to unavngivne kilder med kendskab til sagen.

Også et andet medlem af Repræsentanternes Hus, Brittany Pettersen, har fredag sagt, at hun ikke mener, Biden er den rette præsidentkandidat for Demokraterne.

Aftenen inden gav mindst tre andre kongresmedlemmer udtryk for det samme.

I alt har mindst 19 demokratiske kongresmedlemmer bedt Biden trække sig, så partiet kan vælge en anden, der kan stille op mod Republikanernes formodede præsidentkandidat, Donald Trump, i november.

Fredag fik Biden dog også vigtig opbakning fra andre partifæller, der beder ham blive som Demokraternes præsidentkandidat.

Det skete både på onlinemødet med kongresmedlemmer og på tv-skærme rundt om i USA.

»Jeg kører med Biden, uanset hvilken retning han vælger«, siger kongresmedlem James Clyburn til tv-stationen NBC.

»Jeg er all in. Ingen problemer«, siger Californiens guvernør, Gavin Newsom, i et interview med tv-stationen CBS.

Den 56-årige Newsom nævnes af flere som en mulig præsidentkandidat, hvis Biden skulle ende med at trække sig.

Formanden for Repræsentanternes Hus, demokraten Hakeem Jeffries, mødtes torsdag aften lokal tid på tomandshånd med præsidenten.

Jeffries oplyser ikke konkret, hvad de to talte om.

Men han siger, at han under mødet med Biden ’gav direkte udtryk for den fulde bredde af indsigt, dybfølte perspektiver og konklusioner om vejen frem’ fra et lukket møde med kongresmedlemmer, som Jeffries havde indkaldt til tidligere på ugen.

Samtidig siger to unavngivne kilder til New York Times, at nogle af Demokraternes helt store donorer har sagt, at hvis Biden er partiets præsidentkandidat, er der stor tvivl om lovede donationer for i alt 90 millioner dollar.

Det svarer til knap 617 millioner danske kroner.

Omvendt siger en kilde i Bidens valgkampagne til nyhedsbureauet Reuters, at antallet af donationer ’eksploderede’ torsdag aften, hvor præsidenten holdt pressemøde. Kilden sætter ikke umiddelbart beløb på.

Kilden siger videre om mødet mellem Biden og Hakeem Jeffries, at formanden for Repræsentanternes Hus har gjort det klart, at han står last og brast med Biden.

Efter torsdagens pressemøde har mange medier hæftet sig ved, at Biden kludrer i ordene og bytter om på navne.

»Biden har begået kiksere i 40 år. Og han vil formentlig fortsat lave kiksere«, siger kilden i præsidentens valgkampagne.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her