Bernie Sanders kommer med en opsang til Demokraterne – stop skænderierne og spidsfindighederne.

Venstrefløjsikon beder Demokraterne stoppe skænderier og støtte Biden

'Joe Biden for President' er overskriften på Bernie Sanders (th.) indlæg i New York Times fra 13. juni, hvor han erklærer sin støtte til Biden. Foto: Jim Watson/Ritzau Scanpix
'Joe Biden for President' er overskriften på Bernie Sanders (th.) indlæg i New York Times fra 13. juni, hvor han erklærer sin støtte til Biden. Foto: Jim Watson/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Senator Bernie Sanders, som er en fremtrædende politiker på USA’s venstrefløj, udtrykker støtte til præsident Joe Biden og opfordrer Demokraterne til at samle sig bag Biden.

»Nu er det nok! Biden er måske ikke den ideelle kandidat, men han kommer til at være kandidaten og bør være kandidaten«, skriver Bernie Sanders i et debatindlæg i New York Times.

»Det er på tide, at Demokraterne stopper skænderierne og spidsfindighederne«, skriver han videre.

Flere demokrater vil have den 81-årige præsident til at droppe sit kandidatur til præsidentvalget. Blandt dem er 20 medlemmer af Kongressen.

Det er sket i kølvandet på Bidens optræden i en tv-debat mod Republikanernes formodede præsidentkandidat, Donald Trump, i juni.

Her virkede Biden famlende og spag i mælet, hvilket har øget bekymringen for præsidentens høje alder.

Bernie Sanders – der selv er et år ældre end præsidenten – skriver i sit indlæg i New York Times, at han er uenig med Biden på flere områder.

Og selv om Sanders anerkender, at præsidenten viser tegn på aldring, slår han fast, at Biden er »en god og ordentlig demokratisk præsident, som har opnået reelle resultater«.

Men efter tv-debatten har ’medierne febrilsk ledt efter ethvert levende menneske, som ikke længere støtter præsidenten, eller enhver neurolog, der vil på tv’ for at udbrede sig om præsidentens tilstand, lyder kritikken fra Sanders.

Donald Trump er derimod kendt skyldig i 34 lovbrud og ’har fortalt tusindvis af dokumenterede løgne’, skriver senatoren.

»Jeg kan godt forstå, at nogle demokrater bliver nervøse over at skulle forklare præsidentens fortalelser og fejl med navne«, skriver Sanders.

»Men i modsætning til Republikanerne bliver de ikke nødt til at bortforklare en kandidat, der nu er straffet for 34 forhold og står over for sigtelser, der kan føre til snesevis af flere domme«.

Sanders stillede op ved Demokraternes primærvalg for at forsøge at blive partiets præsidentkandidat i 2020.

Det primærvalg endte som bekendt med, at Biden vandt både sit partis nominering og præsidentvalget mod republikaneren Donald Trump.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her