Estlands liberale premierminister, Kaja Kallas, træder tilbage, efter at hun er blevet indstillet til posten som EU’s udenrigschef.
Kallas har mandag indleveret sin afskedsbegæring til den estiske præsident, Alar Karis.
Det skriver det estiske medie ERR.
Hun forbliver dog regeringsleder, indtil hendes efterfølger er fundet, og en ny regering er på plads.
Kaja Kallas blev indstillet som udenrigschef i EU af EU’s stats- og regeringschefer på et topmøde i slutningen af juni.
Inden hun kan tiltræde posten, skal hun først godkendes som ny udenrigschef ved en afstemning i EU-Parlamentet.
Kaja Kallas har i sin tid som premierminister gjort sig bemærket i udlandet med sin kritik af nabolandet Rusland.
Rusland efterlyste tidligere i år Kallas, som ifølge det russiske styre har begået ’fjendtlige handlinger’ over for Rusland.
ritzau
fortsæt med at læse



























