Tro ikke på eksperterne, der siger, at Kina ikke vil invadere Taiwan, fordi det er for dyrt, for besværligt eller for risikabelt. Det er rationelle argumenter, men krige startes næsten aldrig med rationelle argumenter. De startes med følelserne – af ledere besat af storhed, grådighed eller historisk uretfærdighed.
Det er menneskelige egenskaber, som findes i Kinas magtelite, mener tre ledende militæreksperter i Taiwan. De er alle sammen forhenværende – henholdsvis admiral, kommandør og spion – og så er de enige om, at både Taiwan og verdenssamfundet er nødt til at vågne op.




























